Udskriv

CPH Stage er over os, og Terpsichores udsendte forsøger at nå så meget af programmet som overhovedet muligt, for dernæst at aflægge en helt særlig festivalrapport. Følg med – og hold tungen lige i munden!

af Maja Holtze


Shh!
30. maj / Teater V

 

1 Shh

Det var alt godt fra alle hylder, der slog pusten af publikum på Teater V den 30. maj.

Som smugstart på festivalprogrammet præsenterede de forestillingen ”SHH!” af den islandske kunstnergruppe RaTaTam. Gruppen, der blev kåret som årets kunstnergruppe i Reykjavik, har på baggrund af interviews med en række voldsofre lavet en forestilling, der sætter vold i hjemmet på dagsordenen.

I den Louise Bourgouis-inspirerede scenografi, der bestod af et lille atrium-lignende rum dannet af gamle døre, udspillede sig en hjemlig hygge. Som ved nærmere eftersyn viste sig ganske uhyggelig. Settingen var shabby chic, men volden bag hjemmets fire vægge var langt fra idyllisk. De fem performere var iklædt beige farverede undertøjsgevandter, der understøttede den sårbarhed, voldsofre er underlagt.

Hvem kan man betro sig til, hvad vil de tænke, og hvad er konsekvensen af at reagere?

Ofrenes historier blev fremført som teatralske dialoger, fysisk slapstick, dansante fraser og sang. De skæbnesvangre fortællinger undergik altså en noget teatralsk behandling. Det blev til tider for overvældende dramatisk og tæt på karikeret scenekunst, vi var vidne til. Omvendt kan alvoren af historierne og det opgør, vi som samfund bør tage med vold i hjemmet, næppe dramatiseres for meget. For det er alvorligt. Og det er voldsomt. Og det fik RaTaTam sat på dagsordenen. Omend humoren ikke leveres lækkert og underspillet, men en kende mere i fald-på-halen regi.


”The Blind Poet”
31. maj / Gamle Scene

 

2 The Blind Poet

Humoren – eller rettere ironien – havde Needcompany dog fuldstændig under kontrol da de officielt åbnede CPH Stage onsdag den 31. maj på Gamle Scene med ”The Blind Poet”.

Forestillingen var nøje udvalgt af Hotel Pro Formas kunstneriske leder Kirsten Dehlholm, og der var da også noget Pro Forma’sk æstetik at spotte på scenen. De stærke billeder og den storslåede musik der dannede rammen om de episodiske fortællinger, performerne delagtiggjorde os i.

Her blev vi blandt andet klogere på delvist-indonesiske Grace Ellen Barkeys polyfoniske etnicitet,
franskmanden Benoît Gobs hjerteskærende barndom og amerikanske Jules Beckmans eksperimenterende ungdom. Fælles for de syv-otte nationaliteter, der blev præsenteret på scenen var, at de tog stor ære i deres ophav. Samtidig med at de simultant var gennemsyret af ironi over den værdi, det blev tillagt.

Nutidens flygtningekrise var aldeles present igennem hele forestillingen, som da svenske Hans Petter Melø Dahl fortalte sin historie om ikke at turde redde en dreng fra druknedøden, fordi han for det første var under indflydelse af marihuana, men primært var bange for at fejle. Eller selv at dø.

Fra en hylende morsom indledning, der bød på solskin, et vikinge-tilhørsforhold og stiv pik på åbent hav, blev det hele pludseligt alvor. Dog ikke alvorligt nok til, at publikum tabte pusten eller smilet på læben.

For Needcompanys styrke som helstøbt og samarbejdende performancegruppe kommer særligt til udtryk i de fine, konstante bølger af indtryk, der skyller ind over scenen. Med flippede kostumer, stemningsfuld musik og kæmpegenstande, som to bevægelige tårne med massive kårder af jern der kæmpede mod hinanden, bliver man næsten overstimuleret. Det er ikke helt til at finde hoved og hale i det, og den refleksion, det indbyder til, når man skal prøve at danne mening i kaosset, er guld værd. Det gør øjeblikket overvældende og underholdende, men indtrykket vedvarende.

Et fremragende valg af CPH Stage og Kirsten Delholm at lade ”The Blind Spot” åbne en festival med så bredt og farverigt et scenekunstnerisk udtryk.


”Thunder” + ”Random” + ”Mungo Park”
1. juni / Warehouse9, Dansehallerne & Betty Nansen

Mangfoldigheden af teatermuligheder gjorde sig bemærket torsdag den 1. juni, da undertegnedes program bød på superheltekvindemor, tilfældighedernes teaterkoncert og en opdagelsesrejse på kontinentet Afrika.

 

3 Thunder

 ”Thunder”
Første programpunkt var ”Thunder” om tordengudinden Thor a.k.a. Helene Kvint. I 45 minutter svang, huggede og stak hun de bare omgivelser ned med sin hammer på Warehouse9, til baggrundsbelægning af den dybe bas fra Kødbyens Distortion-fest. Hun remsede alverdens – helt alvorlige – katastrofer op, og understregede behovet for en beskytter, en redder, vores alle sammen power kvinde.

Klip til scenen hvor hun omtumlet, under dække af sin røde superheltekappe, smider tøjet, og dermed blotter sig selv og sin sårbarhed. Superhelten, der kæmper for verden, for samfundet og for sin nærmeste nabo, kæmper også en personlig kamp på hjemmefronten mod forventningen om at være super mor. Super kvinde. Og det er ikke altid lige let. Men med Helene Kvint bag tordenhammerens almægtige magter, er jeg ikke nervøs for hverken klimaforandringer eller forbrugerisme. Det skal hun nok kunne banke på rette kurs igen. Det forventer jeg i hvert fald, at hun gør…

 

4 Random 1 800x515 

”Random”
I Dansehallerne herskede også totalt kaos, om end en helt bevidst en af slagsen. I Livingstones Kabinets forestilling ”Random” førte en svensker, en færing, to danskere og en skotte os igennem en spøjs fortolkning af skaberhistorien i et virvar af scenografiske og musikalske elementer.
Alt blev skabt ved et tilfælde, og tilfældighedernes herredømme er ikke ovre. En tæppebanker kan være et delebarn lige såvel som en trappestige kan være en elsker. Vi har hver vores særheder, og det er ikke nødvendigvis meningen, at der altid skal være en mening. Scenografien var kaotisk, men dog passende – med mobile døre der dannede små lejligheder på scenen, et lærred der blev projekteret billeder på (fx adskillige former for tilberedte æg) – og adskillige funktionsdygtige ledninger der tilhørte diverse mikrofoner, understøttede rodet fortællingen om tilfældighed på tilfældighed.

 

5 Mungo Park

”Mungo Park”
Betty Nansen er under CPH Stage blevet indtaget af Mungo Park ensemblet, der til dagligt slår deres folder i Allerød og Kolding. Denne aften viste de forestillingen, der bar titlen på deres navnefader, nemlig ”Mungo Park”.

Fortællingen om den skotske opdagelsesrejsende, der drog ud for at kortlægge Nigerflodens løb, blev fremført i en langt mere ”klassisk” teaterstil i modsætning til aftenens øvrige forestillinger. Og det er også så meget sagt, for Mungo Park-ensemblet formår altid at give det et twist. Her udspillede Mungo Parks dialoger med familien og ekspeditionens planlægning i samme scenografi som selve rejserne i den frodige del af Afrika.

Sort tavlelak på væggene dannede baggrund, og en drejescene i midten understøttede scener, der skulle strække sig over store geografiske afstande. Det var de tre dygtige skuespillere, Anders Budde Christensen, Henrik Prip og Mads Hjulmand, der udgjorde op mod ti forskellige karakterer. Stemme- og kostumeskift understøttede forvandlingerne, og selvom intet gik tabt i plotforståelsen, kunne det til tider virke en kende forhastet.


”Cook” + ”One”
2. juni / Teater Grob & Dansekapellet

Så blev det fredag den 2. juni. Og endnu engang var det bemærkelsesværdigt, hvor alsidigt scenekunst på københavnske teatre kan være.

 

6 Cook

”Cook”
På Teater Grob virker det til, man altid er frisk på at eksperimentere i køkkenet. Hvad sker der, når man blander flere medier sammen og krydrer det med forskellige sceniske virkemidler? Her dykkede de bogstavelig talt ned i opskriften og rystede posen med ”Cook”.

Et teaterkoncept af dramatikeren Nassim Soleimanpour, hvor en uvidende skuespiller – i dette tilfælde Laus Høybye – modigt træder ind på scenen og får stukket et manuskript i hånden. For sig på scenen ser han det, som publikum ser. Et langbord med en kogeplade, riskoger, pande og diverse målebægre og ingredienser. Han skal nu lave live teater-køkken, hvor han må holde hovedet koldt og retterne varme.

Med publikums hjælp får han produceret salat, gin og tonic og ris med laks stegt i æblecider og parmaskinke. Høybye er en dygtig improvisator og reddede flere svipsere med en joke og et glimt i øjet. Publikum morede sig og lod sig – for det meste – frivilligt deltage. Dog falder konceptet til tider igennem, når skuespilleren er så tekstbunden, at det bliver svært at kigge op og tale til publikum (det samme gælder i øvrigt ”Rød Kanin Hvid Kanin” af samme dramatiker, der spiller på Teater V).

Men hvordan bevarer man spontaniteten, hvis manuskriptet indstuderes på forhånd? Det er en præmis, man må være villig til at lægge under forestillingen, når man ser live teater live.

 

7 One 2.0

”One” med Uppercut Danseteater
Aftenen afsluttedes med højdepunktet i Nordvest. På toppen af Bispebjerg Bakke bød Dansekapellet på 10-kroners bar og dejlig mad under åben himmel. Et koncept der falder i god smag på lune sommeraftener.

Aftenens hovedperson var dog ikke den grillede culotte, men derimod en gammel kending der vendte tilbage på scenen: Uppercut Danseteaters succesforestilling ”One”. Denne gang med en tilføjelse til titlen, så den havde fået det mundrette navn ”One 2.0”. Her dansede fire mænd og en kvinde sig gennem livets vægtigste tilstande. Ensomhed, ulykkelig kærlighed og misbrug blev fortolket i moderne dans og break dance i flæng med venskab, leg og kærlighed.

Med en simpel scenografi bestående af en stor stålkasse, udnyttede Uppercut Danseteater scenerummet på overraskende og intelligent vis. Den kunne skubbes, drejes og hældes, og livets mange rammer, skjul og højdepunkter blev fint illustreret. Det var dog morsomt at se den gynge lidt mere i samlingerne, end den gjorde tilbage i 2013 til forestillingens urpremiere. Måske mændene er blevet lidt mere… stærke siden sidst? Det siger jeg med et glimt i øjet, for der er ingen tvivl om, at de er vokset som dansere og formidlere, og har fundet deres helt særegne stil.

Koreograf Stephanie Thomasen
Med ”One” slog Stephanie Thomasen for alvor sit navn fast som koregraf, da hun for forestillingen blev tildelt en Reumert Talentpris. Og siden er det kun gået fremad med forestillinger som ”Differences”, ”360” og senest ”TRO”. Dejligt at Uppercut Danseteater er at finde på programmet under CPH Stage.

 

LÆS også Maja Holtzes anden beretning fra CPH Stage: LIVE FRA KØBENHAVN! II