En babyforestilling for småbørn mellem 4 og 18 måneder. Mange nybagte forældre kan nikke genkendende til de lange, søvnløse nætter, der følger med forældreskabet. My Grönholdt gjorde sig lignende erfaringer – og skabte så forestillingen NATTEN, fordi hun ønskede at skabe en verden, hvor natten kunne få en ny, eventyrlig betydning for børnene og forældrene.

af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

 

mylui.myka1 web
My Grönholdt


My Grönholdt begyndte at interessere sig til babyforestillinger, da hun selv fik sit første barn. De lange, søvnløse nætter og hendes opdagelse af sine egne ukendte mørke sider var en udfordrende oplevelse. På den anden side gav det hende inspiration til forestillingen NATTEN, som retter sig mod børn mellem 4 og 18 måneder.

Hun ønskede nemlig at skabe en verden, hvor natten kunne få en ny, eventyrlig betydning for børn og forældre. Det var et koncept, hun udviklede, da hun deltog på et babyteaterseminar i Stockholm. Seminaret blev afholdt af Dalija Acin, koreografen bag Baby Space, den babyforestilling, der introducerede My til denne her genre, og som hun selv medvirkede i, da kompagniet var på turné. På seminaret blev det klart, at Mys æstetiske fokus ville ligge i en vekselvirkning mellem lyset og mørket, både i naturen, men også i vores eget liv, på et mere abstrakt plan.

Babyerne opfatter selvfølgelig ikke konceptet om natten og dagen endnu. Rammerne tjente primært kunstnerne, så de kunne skabe en fortælling med en rød tråd.

 

NATTEN

Jeg kommer ind i et halvkugleformet telt sammen med mødrene og babyerne. Månen hænger som en stor hvid kugle, og stjernene som små hvide kugler, ned fra toppen i det mørkeblå rum. Det er mørkt, kun stjernerne lyser, bortset fra det milde blå lys, som svæver gennem rummet. Vi sidder i cirkel på bløde underflader. Alt er blødt, som livmoderen. Det dæmpede lys, den beroligende blå farve, de runde former, det atmosfæriske lydtæppe: alt sammen bidrager til følelsen af ro og magi. Lavendelduft spreder sig i luften, en afspændende aroma, især fordi babyernes stærkeste sans er duftsansen.

Som My sagde, denne her blanding af installation og performance – i modsætning til den klassiske opdeling mellem publikum og scene – giver en mere personlig oplevelse for babyerne, hvor de selv kan være med på egne præmisser. De fik nemlig lov til at gå rundt, røre ved tingene, interagere med hinanden, og de måtte også blive ammet eller taget ud af rummet, hvis der var behov for det. Ifølge My ville den slags struktur være lidt udfordrende med de større børn, som muligvis bare ville løbe rundt, hvis de fik lov til det. Nogle gange kan sådan en åben struktur også være udfordrende for de voksne. Der har været mødregrupper, der følte sig så trygge i rummet, at de bare snakkede løs under hele forestillingen.

 

Blødt og blidt

Danserne – My Grönholdt og Julie Rasmussen – begynder med langsomme, bløde, bølgeagtige bevægelser tæt på jorden (lavt- og mellemniveau). Deres kostumer harmoniserer med resten af rummet: bløde, pyjamasagtige dragter med hvide skyer på blå baggrund. Når de mødes i midten, bliver al opmærksomhed rettet hertil, og det vækker en positiv spænding hos børnene – de er spændte på, hvad der kommer!

Danserne samler lidt imaginært månedrys fra månen i midten og kører fingrene blødt ned på babyernes ansigt, en efter en, i cirklen. Det samme cirkulære, interaktive ritual gentager sig flere gange under forestillingen: fx når danserne uddeler de hængende stjernebolde til børnene, eller når danserne bevæger den lysende måne rundt, helt tæt på hvert enkelt barn. Ritualerne skaber rammer og forudsigelighed, som både giver tryghed og træner babyernes logiske sans. Herudover øges spændingen ved brug af forventning, hvor babyerne ved, hvad der skal ske, men er nødt til at vente lidt på det. Nogle børn reagerer meget positivt på det og spejler andre børns glæde, mens de observerer dem. Under disse ritualer stimuleres både børnenes taktile sans og deres synssans (forstærket ved de lysende objekter).

My og Julie er ret gode til at afstemme det enkelte barns tilstand og behov og indretter interaktionerne i forhold til det. My fortalte, at nogle gange, hvis babyerne kommer meget overstimuleret til forestillingen, så starter de virkelig roligt, trækker bare vejret, så de kan få alle til at lande i rummet.

 

Afhængig af stemningen

Forestillingen er bygget op af scener i forskelligt tempo, og selvom selve strukturen er givet på forhånd, er længden af hver enkelt scene afhængig af det generelle humør i salen: Hvis danserne begynder at miste babyernes opmærksomhed, går de videre til den næste scene. Forestillingen starter langsomt, så bliver det lidt hurtigt med store, åbne bevægelser med forlængede arme og ben. Børnene bevæger sig energetisk, der vækkes positiv uro i deres krop.

Herefter kommer der stilhed, inden en blid klingende musik sniger sig ind samt en slags rituel leg med de hængende vindklokker og stjerner. Stjernerne bliver løftet op og ned ved hælp af en indbygget maskine, og det er med til at udvikle børnenes forståelse af distance. Ved brug af hverdagsobjekter som vindklokker og pærer, skabes der en fælles reference mellem børnene og deres forældre, så den magiske oplevelse nemt kan genkaldes derhjemme.

Musikken klinger langsomt af, og Julie kommer ind med en krans i dynamiske farver såsom gul, abrikos og guld. My tager flere kranse frem fra pudebetrækkene. Opdagelsen af skjulte objekter styrker børnenes fantasievne udover at operere med en tidlig forståelse af ind-ud, det gemte og det afdækkede. På det abstrakte plan kan det symbolisere den ovennævnte opdeling af ens skyggeside og den side, man viser til omverdenen.

 

Natsværmeren og solopgangen

Julie tager en sølvpels på, som består af plastiske sølvstykker, så hun ligner en fugl eller en natsværmer. Hendes pels glimter i lyset; fortryllende. Når hun ryster, er det som om træbladene syder i vinden, og i denne her gentagende rytme falder børnene til ro. Julie ryster sig rundt i cirklen, til en lille børnegruppe ad gangen.

Lyset bliver lyserødt, som om der var solopgang eller solnedgang. Musikken bliver hurtigere, pulserende, og danserne udfører hoppende bevægelser til rytmen, som om det var en hypnotisk stammedans. De enkelte, gentagne bevægelser opfordrer børnene til at vugge med, og derved udvikles deres proprioceptiv (muskel-led) sans. På det tidspunkt føler babyerne sig trygge, så der skrues op for tempo og stimuli: stjernekuglerne og månen skifter farve, My kommer ind med en sølvparyk af det samme materiale som sølvpelsen: Stemningen bliver meget festagtig. En mor nævner også efter forestillingen, at det var rart at blive mindet om fredagsafterne ude i byen.

 

Nat - Dag - Nat

Efter et stykke tid bliver både musikken og bevægelserne langsommere, og teltet bliver mørkt igen. En hel cyklus fra nat til dag og til nat igen. Sølvpelsen, sølvparykken, stjernerne bliver pakket væk, tilbage til stilheden, til den tomme side, nulpunktet. Renselse, genfødsel, ny start, ny cyklus. En af babyerne trommer på månen, og snart følges han af andre rundt omkring ham.

Dette her frirum efter forestillingen spiller også en vigtig rolle i stimuleringen af børnenes sanser og deres motoriske færdigheder. Julie fortæller mig, at der har været nogle børn, som – ifølge forældrene – stod selv for første gang under en af forestillingerne.

 

Når kunsten stimulerer

Fra et psykomotorisk synspunkt er det essentielt for børnenes psykomotoriske udvikling, at de bliver omgivet af ting, der motiverer dem til at udforske nye måder at bruge kroppen på. Uden tilstrækkelige stimuli risikerer man, at barnet mister nogle milepæle i sin udvikling, som kan føre til både motoriske og indlæringsvanskeligheder senere hen. Fx en mangelfuld øje-hånd koordination vil gøre det svært for barnet at skrive eller at gribe fat i ting. Hvis barnet ikke udvikler en stærk kernemuskulatur (mave-ryg), vil det påvirke barnets kropsholdning og kan føre til smerter og spændinger (fx i skulder- og nakkeområdet) senere i livet.

NATTEN er en godt eksempel på, hvordan kunsten kan stimulere børnene på en spændende måde, give forældrene lidt pusterum, samtidig med en fælles oplevelse med børnene. Ydermere – med Mys egne ord – er det er fin måde at møde andre mødre på, og hermed modvirke den ensomhed, mødre kan opleve i vores mere individualistiske skandinaviske kultur.

 


FAKTA

Forestillingen spillede på Zangenbergs Teater i perioden 7.-19. maj

Info: My Grönholdt

Facebook

Instagram

 

OM NATTEN

I den interaktive forestillingen NATTEN får natten en ny klang. Her bliver den forbundet med en positiv og fantasifuld oplevelse, hvor babyer og voksne slipper fantasien og sanserne løs i et magisk nat-univers.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top