En forestilling, der starter med det usigelige. En oplevelse af og refleksion over performance forestillingen Naturen Kalder ved Tora Balslev/Daily Fiction. Tora danser først og fremmest med kroppen – og muligvis allermest med sin væren. Men det væsentligste sker, når Tora sætter krop på netop et metal som aluminium – eller elektriske kredsløb og transistorer.

af Julie Kirkegaard (dramatiker, pædagogisk eksistensfilosof)

 

 

IMG 3862 20190303 1web Naturen Kalder af Tora Balslev/Daily Fiction. Foto: Mark Schram Christensen

 


Tora Balslev er en bemærkelsesværdig performer; kompromisløs og uden tvivl anderledes end de fleste. Henrik Vestergaard Friis har engang udtalt, at Tora ”danser med hjernen”. Jeg er ikke enig i dette; Tora danser først og fremmest med kroppen – og muligvis allermest med sin væren. Når det alligevel har noget sandt over sig, så er det, fordi Naturen Kalder på Bådteatret er det mest nørdede, jeg længe har set.

 

Naturen Kalder
Tora er ikke optaget af, hvad en smartphone gør ved os som ’et stykke medierende teknik’, der forandrer vores samvær med hinanden og verden. Tora er optaget af grundstoffer, metaller, elektriske kredsløb, radiobølger og transistorer. Naturen Kalder er blottet for menneskelige relationer og følelser – bortset fra enkelte mindre refleksioner, der indimellem dukker op, og som mestendels stiller Toras egen undren og videbegær til skue. Den klassiske dramatiske situation er fraværende.  

Alligevel sker der noget med mig! Og dette ’noget’ rammer i første omgang både forbi mine følelser, latter og gråd, og mit intellekt …  

Som den videbegærlige nørd jeg er, elsker jeg at finde ud af, at processoren i en smartphone er fire gange kraftigere end den computer, der sendte Apollo til månen, og at der i de hedengangne tider fandtes transistorradioer med to eller seks transistorer – og at der i en smartphone er flere milliarder! Pludselig opdager jeg, hvor meget der er sket i udviklingen på de sidste 40-50 år. En udvikling der er løbet hurtigt, og tilsyneladende ekstremt meget hurtigere end jeg har kunnet følge med i – og det i sig selv er øjenåbnende.

 

IMG 3756 20190303 1web Naturen Kalder af Tora Balslev/Daily Fiction. Foto: Mark Schram Christensen

 

Toras metode
Alle disse facts og forklaringer er dog ikke det væsentligste. Det væsentligste sker, når Tora sætter krop på netop et metal som aluminium – eller elektriske kredsløb og transistorer. Derved fortsætter Tora dét arbejde, hun påbegyndte i Mind The Gap. Her transformerede hun sig selv om til olie. Det, som er særegent, er Toras metode.

Tora arbejder med Image Work – det betyder, at hun lader et billede flyde ind i sin krop og giver det et udtryk – eller en fortolkning. Hun forsøger ikke at ’ligne’ billedet, ligesom hun heller ikke besjæler eller personificerer det. Jeg kan ikke andet end at tro, at der på en måde sker en form for fortolkning af den væren, som billedet er – og at dette oversættes til kropslige bevægelser.

Dette betyder, at Toras intention ikke er at være menneske, og det lykkes, og det er Naturen Kalders store bedrift: Tora formår at bevæge sig så fremmedartet, at al menneskelighed forsvinder. At være vidne til en menneskekrop uden at kunne få øje på den menneskelige sjæl er en sjældenhed og et særegent udtryk. Og når man samtidig i stedet – gennem Toras krop – får en fortolkning af, hvordan aluminium er, hvordan et elektrisk kredsløb er, hvordan en transistor er, så eksisterer det, som mere og andet end abstrakte begreber, komplicerede systemer eller en firkant i det periodiske system. De får en kropslig fylde i et rum.  

 

Her kommer dokumentarfilm til kort
Jeg elsker dokumentarfilm – og også dokumentarfilm om sære emner – men dokumentarfilmen kommer også til kort; den foregår altid på en skærm, noget jeg er sat overfor. Det er lys, der strømmer imod mig. Dokumentarfilm kan både sætte gang i tænkning og følelse – for eksempel gjorde dokumentarfilmen Blod i Mobilen fra 2010 et uudsletteligt indtryk på mig.

Toras performance gør noget andet – eller mere præcist: Dét, at Tora bringer sin krop i spil i forhold til at give metaller, kredsløb m.m. et udtryk, bringer en atmosfære ind i rummet, ofte som upersonlige og meget voldsomme kræfter, og dette hensætter mig helt anderledes end lyset fra en skærm. Toras krop taler direkte til min egen krop, der drages ind i aluminium. Det er aldrig sket før.

Selv om jeg aldrig har spekuleret nærmere over hverken aluminium eller et elektrisk kredsløbs væren, har jeg alligevel en sær fornemmelse af, at dét, Tora formidler med sin krop, rammer noget sandt … Som om Toras bevægelser taler til en fornemmelse i mig selv, der ligger langt væk, men som nu bliver vakt til live af en genkendelse. Og pludselig opdager jeg, at det er muligt at have et forhold til aluminium. Det er ikke længere bare et grundstof med et eksotisk navn. Det bliver noget andet; noget der har sit eget døde liv, noget af det, der er en del af den jord, vi alle sammen træder på, noget der er. Det bliver på en eller anden mærkelig måde lidt mere virkeligt.

Toras performance giver mig altså hverken lyst til at (for)bruge min smartphone mindre eller på anden vis gøre noget andet med den, nu hvor jeg ved mere om, hvordan den er lavet, men jeg er kommet nærmere noget – en form for anderledes indstilling; en følelse af ydmyghed, en følelse af andægtighed overfor mineralet og overfor den jord, der er mit grundlag.

Og ikke kun det; ydmygheden og andægtigheden angår også menneskets evne til at opdage og trangen til at opfinde. At denne særlige sammensætning af grundstoffer kan blive til en velfungerende mobiltelefon, er fuldkommen uforståeligt og magisk, og måske i særlig grad for en humanist som mig.  

Jeg forlader bådteatret med en klar følelse af, at aluminium er dødt og sjælsløst – og at det derfor er en meget vigtig opgave for mennesket at kunne tage vare på dette metal samvittighedsfuldt. Og det er dette, der er forestillingens egentlige forskel; den starter med det usigelige, med det vi sjældent tænker over, med en form for dybde: At genskabe den relation til vores egen jord, som er gået tabt et eller andet sted mellem oplysningstiden og nu; en relation der overskrider jorden, som noget der er til for menneskeheden.

 

IMG 3803 20190303 1web Naturen Kalder af Tora Balslev/Daily Fiction. Foto: Mark Schram Christensen

 

LÆS OGSÅ det store interview med Tora Balslev på Dansemagasinet.dk – Naturen Kalder

 


 

 

FAKTA

Naturen Kalder af Daily Fiction

Naturen Kalder tager afsæt i et ønske om at styrke oplevelsen af at være ét med verden omkring os på globalt og individuelt plan.
Forestillingen taler ind i en løbende debat om ny teknologi og vores måde at leve på, og er et kunstnerisk forsøg på at udvikle bevidsthed til bæredygtig omstilling gennem kroppen.
Forestillingene spillede den 18.-28. februar på Bådteatret og den 4. marts på Odinteatret d. 4. marts.

Info: Daily Fiction


Bag om:

Koreograf og performer: Tora Balslev
Komponist: Niels Lyhne Løkkegaard
Kostumedesign: Lise Klitten
Lysdesign: Martin Danielsen
Dramaturg: Betina Birkjær
Konceptudvikling: Knud Riishøjgaard
Koreografisk konsulent: Kitt Johnson

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top