Fra en campingvogn har koreograf Pernille Garde og musiker Martin Pedersen indsamlet historier fra lokale københavnere og brugt fortællingerne som afsæt til at skabe en gratis kulturoplevelse, der kan ses i byrummet i forbindelse med Københavns Musikteaters projekt ”I København har jeg hjemme”, som de deltager i fra den 12. august til den 21. september 2013. Dette er sidste uge i dagbogsserien om koreografen fra campingvognen.

Deres afsluttende forestilling ”tæt på NORDVEST” kunne opleves i campingvognen på Stærevej 74 i København NV torsdag den 19. september fra kl. 18-21, hvor forestillingen spillede 12 gange. Her i dagbogen fortæller Pernille Garde og Martin Pedersen om deres arbejde.

 

Martin: Vi startede ugen med, at der kom en journalist fra KAB-bladet, Marianne, og hun havde inviteret en rigtig sød dame med, som havde boet lige om hjørnet i 50 år i den samme lejlighed. Hun sagde til at starte med: Jeg har ikke rigtig noget at fortælle, men i virkeligheden havde hun virkelig meget at sige. Hun fortalte om en kaffeklub, der samlede damer, om det sociale rum, de havde sammen. Og hun fortalte om en 100- årig dame i fuld vigør, der havde boet i samme lejlighed i 70 år.

Ellers fokuserede vi på campingvognen, der blev mørkelagt med molton, og vi fik rekvisitter ud, som lige passede ind i det, vi gerne ville skabe.


Pernille: Det blev mere indadvendt og drejede sig om projektet. Vi gik i produktion i denne uge. Så kom danserne kl. 14 om onsdagen. En gruppe på fire. Bo Madvig, Sherwin Reyes, Lasse Hoeg von Essen, Jan Vesala. Det var en fantastisk gruppe, typecastet til de scener, de skulle indgå i, i forhold til historierne. Vi startede med en improvisation mellem Bo og Jan, som var meget underholdende. De var så gode til at byde ind.
 
Så arbejdede vi på en scene med Sherwin ud fra en historie om en rumænsk kvinde, der var blevet forelsket i en mand, som ville have hende med til Danmark, hvor de skulle arbejde. Han førte hende så ud i prostitution (hun kom væk fra det med hjælp fra en kunde; red.). Så blev Bo en del af den scene. Han kom til at gestalte begge de to mænd, som den historie handlede om, og det nærmest bare ved hjælp af en hånd og en lommelygte.


Martin: Vi havde én lyskilde per scene for på den måde at skabe små scenerum.

Dagbog uge 6 inde


Pernille: Det blev meget intimt – også at arbejde med danserne, for det hele var så småt og underspillet i forhold til historierne. Danserne blev en understøtter af historierne. De var meget åbne. Tre af danserne var indenfor. Lasse var udenfor. På et tidspunkt løftede Bo et tæppe op, så der var et udkig.

 
Martin: Det var nærmest som at se på et fjernsyn. Det kunne have været en virkelig person, der bare tilfældigt gik forbi derude.
Pernille: Han skilte sig ud, fordi han nærmest var i en anden tilstand. Historien, som han bevægede sig til, startede ud med, at en mand fortæller om ensomhed, ligegyldighed og manglen på grønne områder.

Mange af publikum fortalte, de oplevede, at det blev Lasses tanker, der kørte bagved. Vi prøvede at personificere historierne på aktørerne.


Pernille: Vi brugte fra starten af tid på at sidde inde i vognen, som var mørkelagt, sammen med danserne og snakke om, hvad vi havde oplevet. Konceptet med at sidde med et menneske så tæt på. Så kunne de bedre frembringe det hos publikum. Det gav pludselig mening for dem. Det fungerede godt. På et tidspunkt fokuserede jeg på to dansere, og de to andre gik ud, og så kom der folk hen og snakkede, så de fik også en fornemmelse af det umiddelbare møde, der opstår.


Martin: Det var som om, at dét at sidde i vognene, gjorde forskellen. I et helt mørkt rum kunne de komme ind i den rette stemning af at være i det rum. De kunne forstå det. Der blev stillet spørgsmål, men pludselig gav det sig selv. Danserne kunne pludselige mærke, hvor småt det kunne være.


Pernille: Det, der var ret vildt, var, at vi på to dage formåede at skabe en lille forestilling, som til fulde gjorde det, vi gerne ville – skabe et intimt rum. Et nænsomt rum. Jeg har haft en intention om at give historierne tilbage med samme nænsomhed, som de er blevet givet til os. Det har jeg i hvert fald tænkt meget over. Folk har åbnet op og fortalt os meget fine og private ting. Det har jeg haft lyst til at behandle med respekt.


Martin: Det ligger både i musikken og iscenesættelsen. Publikum var meget rørte, nogle sagde, de gerne ville blive inde i campingvognen.


Pernille: Nogle af de ældre kvinder syntes måske, det var for tæt på eller uvant.


Martin: En enkelt historie var på engelsk, og der kan også have været en sprogbarriere for nogle.


Pernille: Men der var ikke nogen dårlig respons, hvad vi hørte. Publikum var en god blanding af folk derude. En af dem, som havde givet en historie, kom også, og var meget glad og sendte en fin sms bagefter. Plus folk, der har forbindelse til projektet. Det, jeg er gladest for, er, at folk derude fra kom ind i vognen.


Martin: ”Jeg fortæller dig en historie, den bliver bearbejdet, og nu leverer du den tilbage til mig igen”. Så bliver det yderst vedkommende. Intimteater på gadeplan for dem, der bor der lokalt, lige dér. Det giver en form for autencitet, at det foregår der, hvor historierne foregår.


Pernille: I en af historierne siger ham, der fortæller: ”Ovre på Mågevej, det er lige herovre om hjørnet”. Lige pludselig giver det mening, at publikum sidder i den vogn. Man kan nærmest se ham, der fortæller, pege ud af vinduet. Man sidder der med ham. Det var en fantastisk oplevelse i går (til forestillingen; red.). Det synes jeg virkelig. Den intimitet…, den fandt vi i går. Både i det rum, der blev skabt i campingvognen, og det rum, der blev skabt udenfor.


Martin: Processen på Vesterbro var nødvendig for at skabe det resultat i Nordvest. Det er jeg overbevist om. Og der var udsolgt hver gang. Det er det fede ved, at der kun er plads til fire ad gangen. Vi lavede to ekstra, og vi kunne have lavet endnu flere ekstra forestillinger, for der blev ved med at komme folk hen. Til sidst vendte jeg tidsplanen om og skrev fuldt booket på bagsiden.


Pernille: Det var vigtigt for os at få scenekunsten ud til folk, der måske ikke normalt ville gå i teatret. At trække teatret ud fra salene og ud på gaden, der hvor folk kommer forbi. Og superfedt det var gratis, for så kunne vi bare invitere alle. Alle kunne komme, der var ingen begrænsninger.


Martin: Uden at skulle lefle for publikum, for det har vi overhovedet ikke gjort. Men vi kunne give dem en oplevelse med de her historier, der er yderst vedkommende.


Pernille: Dette er kun begyndelsen på noget, der kan udvikle sig til meget mere end det her. Campingvognen er en fantastisk setting til at få historier fra folk. Historier, der kan danne grundlag for forestillinger, der er vedkommende for folk. Køn, alder, baggrund er lige meget – dette er for alle.

 

FAKTA

LÆS hele dagbogsserien:

Processen op til forestillingen - Dagbog. Uge 6

Musikken bliver til - Dagbog. Uge 5

Koreograf i campingvogn i København NV - Dagbog. Uge 4

2x6 timer til prøver - Dagbog. Uge 3

Vandreforestilling - Dagbog. Uge 2

Fantastiske møder - Dagbog. Uge 1

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top